Skole finder penge til inklusion trods stram økonomi

På trods af en stram økonomi har Idom Råsted Skole fundet penge til inklusion, men det har sin pris.

Idom Råsted Skole
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Idom Råsted Skole har succes med at få ekstra udsatte skolebørn inkluderet i undervisningen. Inger-Lise Juhl Busk underviser i matematik i 5. klasse på skolen, men hun er ikke den eneste voksen i lokalet.

Skolen har nemlig fundet penge på kistebunden til en ekstra pædagog i nogle af skolens klasser.

- Det betyder rigtig rigtig meget. Med de udfordringer vi har i denne her klasse er det virkelig guld værd, siger Inger-Lise Juhl Busk, lærer på Idom Råsted Skole.

Men flere voksne i klassen betyder færre penge i kassen. Og der skal prioriteres hårdt, når budgettet skal lægges.

- Sådan noget som lejrskoler har vi faktisk stadigvæk, men kun på grund af vi har nogle forældre, der bakker enormt godt op om det. Vi har prioriteret, at eleven er i fokus, og det betyder, at vi skal have det mandskab, vi skal, for at det kan lade sig gøre at løfte eleverne, og det har nogle konsekvenser et andet sted, siger Morten Mikkelsen, skoleleder på Idom Råsted Skole.

I går kunne TV MIDTVEST fortælle, at der på mange midt- og vestjyske skoler er så få penge i kassen, at det går ud over kvaliteten af undervisningen. Og der er da også stadig plads til forbedring på Idom Råsted Skole ifølge skolelederen.

- Vi er ikke der, hvor vi synes, vi ikke kan gøre det bedre. Og midlet til at kunne gøre det bedre er flere ressourcer, siger Morten Mikkelsen.

Kommunernes landsforening har for nylig udgivet  en rapport for skoleåret 2015-16. Her ligger Idom Råsted Skole helt i top ud af skolerne i Holstebro.

2:22