Skønhedskonkurrence: Hvem har den smukkeste bondegård?

Stråtag, fire længer og så den helt rigtige beliggenhed - så ser man rigtigt godt ud som bondegård. To klitgårde nomineret til Danmarks smukkeste.

Mette Banks gård er blandt de nominererede til Danmarks smukkeste bondegård. Foto: Bygningskultur Danmark

Normalt er skønhedskonkurrencer forbeholdt unge smukke kvinder, hunde, katte, kaniner eller sågar køer og tyre.

Nu skal Danmarks smukkeste bondegård også kåres - og to gårde her fra landsdelen er med blandt de allersmukkeste.

Og de ligger faktisk side om side ved vestkysten, og er nomineret fordi de begge "er pragteksemplarer på firlængede gårde", som det hedder i nomineringen.

Mette Banks gård er en klassisk klitgård fra 1822 og blev fredet i 1992. Den ligger på Husby Klitvej ud til klitterne. Her ligger den anden klitgård også. 

Klitgården Bankgården er nomineret til Danmarks smukkeste. Foto: Bygningskultur Danmark

Bankgården, eller Fjordgården som den også bliver kaldt, er opført i 1797 og er den største og ældste af de vestjyske klitgårde. Den ligger markant i et fredet klitlandskab.

- Bankgården har dannet forbillede for en lang række af senere klitgårde, der er karakteriserede ved en solret beliggenhed med stuehus imod syd og den bredere og højere agerumslade imod nord, skriver Bygningskultur Danmark i en pressemeddelelse.

Bankgården blev fredet i 1971.

Det er Bygningskultur Danmark, der står bag konkurrencen. Baggrunden er, at den klassiske danske bondegård er en "truet art", som man snart skal på frilandsmuseum for at se.

I alt er 15 bondegårde nomineret, de to er her fra landsdelen. Alle kan stemme på deres egen favorit på bygningkultur.dk

Vinderen afsløres mandag den 22. maj klokken 10.