Skød tåregas ind i lejlighed

Stor politiaktion endte med, at politiet måtte bruge både tåregas og peberspray mod uligevægtig mand.

HolstebroNaerSkilt.jpg

Politiet måtte mandag aften tage kraftige metoder i brug for at anholde en psykisk uligevægtig mand i en lejlighed på Thorsvej i Holstebro.

Manden havde forladt den psykiatriske afdeling, hvor han var tvangsindlagt, og da man frygtede for både hans og andres sikkerhed, blev politiet tilkaldt.

Tåregas og peberspray

Manden truede de tilkaldte betjente med en kniv, og politiet samlede derfor en specialuddannet anholdelsesgruppe, der til sidst valgte at skyde tåregas ind i lejligheden.

Betjentene måtte dog også bruge peberspray for at få manden til at falde til ro, da de herefter trængte ind i lejligheden.

- Det er aldrig rart at bruge så voldsom magt over for en syg person, men der var ikke råd til at tage nogen chancer, siger politikommissær Henrik Glintborg fra lokalpolitiet i Holstebro. Manden er nu tilbage på den psykiatriske afdeling.