Skød mod flasketyve

En 26-årig mand affyrede natten til søndag skud med en gaspistol, da tyve ville stjæle flasker fra et supermarked i Hammerum.

Udrykning-naer050712_1.jpg

En 26-årig mand fra Kibæk er blevet sigtet for trusler på livet samt overtrædelse af våbenloven. Natten til søndag tog han voldsomme metoder i brug, da han ville standse to flasketyve i Hammerum.

Episoden skete klokken 03.11 ved KIWI-supermarkedet på Hammerum Hovedgade. To unge mænd på 19 og 20 år - fra henholdsvis Hammerum og Viborg - var i færd med at stjæle pantflasker, da den 26-årige mand passerede forbi.

- Da tyvene prøvede at stikke af, affyrede manden fem skud med en signal- eller gaspistol for at få dem til at standse, fortæller vagtchef ved Midt-og Vestjyllands Politi, Kjeld Nedergaard.

Det lykkedes manden at få de to unge mænd til at standse, og han tilkaldte selv politiet, forklarer vagtchefen.

Både den 19- og 20-årige er nu sigtet for tyveri - men er, ligesom den 26-årige mand, blevet løsladt igen.