Skjerns EM-duo: DHF pisser på os

Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard skal allerede tirsdag i aktion i ligaen, og det er de godt sure over.

Søndag aften spillede de EM-finale mod Frankrig. Den endte med et nederlag på hele 32-41, men det kunne være endt med guldfest, tømmermænd og pandekager på rådhuset i hovedstaden mandag.

Allerede tirsdag aften er der så dømt ligahåndbold for Skjern-duoen Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard. To døgn efter EM-finalen løber de på banen i Blue Water Dokken i Esbjerg til kampen mod Ribe-Esbjerg HH. Det er de to Skjern-spillere mildt sagt utilfredse med.

- Jeg synes, det er en skandale, lyder det uden tøven fra Kasper Søndergaard.

- Det er at sætte vores liga i miskredit, det er lidt respektløst og lidt at pisse på både os spillere og på ligaen, siger han.

Henrik Møllgaard er på linje med sin klubkammerat.

- Det er en kæmpe brøler fra turneringsudvalgets side. De har vidst i flere år, at Danmark nok skulle spille EM-finale søndag. Jeg ved da ikke, hvad de har tænkt på. Det er helt skævt, at vi ikke tidligst skal spille i weekenden, siger han.

Har ikke lyst til at spille

Ingen af de to spillere glæder sig til kampen i Esbjerg, men alligevel har de tænkt sig at snøre skoene.

- Jeg tror, jeg spiller. Jeg ville have det dårligt over for mine holdkammerater, hvis jeg bare blev væk. Det bliver ikke lysten, der driver værket. Jeg vil virkelig være ked af det mandag, og når jeg står tirsdag og formentlig skal spille en kamp mod Ribe-Esbjerg, er jeg stadig ked af det, siger Kasper Søndergaard.

- Det bliver ikke en dag, hvor jeg glæder mig til at pakke tasken og tage på arbejde, siger Henrik Møllgaard.

En del af de øvrige EM-spillere spiller også til dagligt i den hjemlige liga, men de skal først i aktion onsdag aften. Kampen mellem Ribe-Esbjerg og Skjern er den eneste, der spilles tirsdag i Herre Håndbold Ligaen.