Skjerns anfører er verdens bedste streg

Bjarte Myrhol vandt afstemningen i Handball Planet med 48 procent af stemmerne.

Bjarte Myrhol har spillet 109 kampe for Skjern Håndbold.
Bjarte Myrhol har spillet 109 kampe for Skjern Håndbold.
Foto: Jørgen Kirk / Scanpix

Skjern Håndbolds anfører, Bjarte Myrhol, er verdens bedste stregspiller.

Den konklusion er håndboldmagasinet Handball Planet nået frem til efter en afstemning blandt håndboldeksperter, journalister og fans fra hele verden.

Den 35-årige nordmand fik 48 procent af stemmerne i kategorien årets bedste stregspiller, og overgik dermed store navne som spanske Julen Aguinagalde og franske Ludovic Fabregas.

Med på allstar-holdet er også danske Mikkel Hansen, der blev kåret som den bedste venstre back.

Bjarte Myrhol er i gang med sin tredje sæson i Skjern Håndbold. Han kom til det vestjyske efter et længere ophold i den tyske Bundesliga og har nu spillet 109 kampe i grønt. 

Skjern Håndbold ligger i øjeblikket på ligaens førsteplads og har samtidig succes i Champions League, hvor klubben er gået videre fra den indledende pulje. Klubben har vundet de sidste 12 kampe i træk.

27:55
Bjarte Myrhol var i april gæst i TV MIDTVESTs håndboldmagasin Overtrådt.