Skjern vandt i dramatisk kamp

Skjern vandt i dramatisk kamp

Skjern Håndbold slog tirsdag aften KIF Kolding København og er for alvor med i kampen om at nå DM-semifinalerne i slutspil.

Spændingen er ikke bare intakt, men er også intensiveret i slutspilspulje 1 hos håndboldherrerne efter tirsdag aften.

Her vandt Skjern en dramatisk hjemmekamp med 27-26 over KIF Kolding København. Det betyder, at begge hold har seks point for fire kampe i slutspillet, mens Team Tvis Holstebro onsdag kan bringe sig på syv point i tilfælde af en ventet sejr over Århus Håndbold. De to bedste går i DM-semifinalerne.

Entusiastisk hjemmepublikum

Selv om Skjern spillede på hjemmebane i Herning i stedet for i vante omgivelser i Skjern og måtte undvære profilerne Daniel Svensson og Kasper Søndergaard, var holdet foran næsten fra start til slut tirsdag aften.

Ført frem af et entusiastisk hjemmepublikum kom Skjern bedst fra start. Holdet stod godt i forsvaret og fik på den baggrund også gang i kontraspillet, der udløste flere nemme scoringer.

Ved 4-6 følte KIF-træner, Aron Kristjansson, at tiden var inde til en timeout. Den hjalp ikke umiddelbart. I stedet fik Skjerns Nikolaj Markussen gang i sine skud, så stillingen efter 18 minutter lød 10-5 til hjemmeholdet.

KIF spiste sig ind på Skjern  

Kolding København kom bedre med i den afsluttende del af første halvleg, men kunne dog ikke forhindre Skjern-føring på 16-12 ved pausen.

Men KIF-mandskabet er svære at holde nede i en hel kamp. Straks efter pausen begyndte udeholdet at spise af føringen, og med 10 minutter tilbage af kampen udlignede Bo Spellerberg til 23-23 med sit femte mål i kampen.

Derfra blev det et drama. Skjern førte med 26-25, da målmand Søren Pedersen reddede et straffekast med tre minutter tilbage. I stedet kunne Nikolaj Markussen stige til vejrs og øge føringen til to mål minuttet senere.

Stillingen var 27-26 med Skjern på bolden i det sidste minut. Men forsøget på at øge føringen kiksede, og så fik KIF en oplagt chance for udligning ved Torsten Laen. Men igen reddede Søren Pedersen i målet, og så kunne Skjern-spillerne alligevel juble.

/ritzau/