Skjern-træner: Vi leverede tæt på topniveau

Skjern Håndbold leverede en præstation tæt på sit ypperste niveau i sejren over Veszprem, mener træneren.

Skjerns træner Ole Nørgaard råber til sine spillere under Champions League, 1/8 dels finalen mod Telekom Veszprem i Skjern søndag den 25. marts 2018. Foto: Scanpix / John Randeris

Skjern-spillerne leverede noget nær det ypperste af, hvad mandskabet kan levere, da de slog de europæiske mastodonter fra Veszprem med 32-25 i Champions Leagues ottendedelsfinale. Det slår Skjern-træner Ole Nørgaard fast efter kampen.

- Det var noget nær det absolutte topniveau, som vi kan præstere, og vi er rigtig stolte og tilfredse med at få vist, hvad vi egentlig indeholder, når vi rammer topniveauet, siger Skjern-træneren.

Læs også Håndboldekspert om Skjern-sejr: - Det er vanvittigt

Ifølge Nørgaard var de undertippede danskere bare bedre på dagen.

- Vi er på alle parametre en lillebror, hvis ikke endda en klar efternøler. Og derfor er det selvfølgelig stort. Der er ingen tvivl om, at det er et mandskab, der er i den absolutte topklasse i europæisk håndbold, men vi var bare bedre end dem i dag, siger Nørgaard.

Skjern-træneren mener, at spillerne kom med en taktisk disciplin, et tempo og en bevægelighed i angrebsspillet, som Veszprem-forsvaret ikke kunne hamle op med.

Læs også Skjern banker favoritterne Veszprem i Champions League

- De er et hold, som fysisk er os totalt overlegne, men så kunne vi slå dem ved at time vores afstande og løbe de rigtige steder hen og ramme dem, hvor vi ville gøre ondt, og det synes jeg, at vi lykkedes rigtig godt med, siger Nørgaard.

31. marts er der returkamp i Ungarn, hvor der venter vestjyderne en intens kamp i Veszprém Aréna.

- Det er mildt sagt en levende hjemmebane, hvor vi i Danmark måske har et publikum, der måske er lidt oppe i alderen, er det klart et yngre publikum, som i den grad lever med og er en del af kampen. Så vi kommer under et pres, som vi aldrig har været før, og det er vi fuldt bevidste om, siger Ole Nørgaard.