Skjern-træner om keeper: Har aldrig set noget lignende

Motor Zaporozhye misbrugte otte straffekast i træk, da Skjern spillede sig videre i Champions League.

Tibor Ivanisevic i Skjern-målet leverede ikke mindre end otte redninger på straffekast i træk i dagens opgør.
Tibor Ivanisevic i Skjern-målet leverede ikke mindre end otte redninger på straffekast i træk i dagens opgør.
Foto: John Randeris / Ritzau / Scanpix

Skjern-keeper Tibor Ivanisevic fik de fleste til at falde på halen, da Skjern Håndbold søndag spillede sig i ottendedelsfinalen i Champions League.

Det gjaldt også for Skjern-træner Ole Nørgaard, der efter 33-26-sejren over Motor Zaporozhye var helt paf over, hvad den serbiske målmand havde leveret i opgøret. 

- Jeg har aldrig set noget lignende - ikke engang i en puslingekamp.

Tibor Ivanisevic stod i vejen for otte straffekast i træk og leverede også flere store redninger i åbent spil. Det hele endte med at pille humøret ud af det ukrainske hold, der vandt det første opgør med 32-30 for en uge siden.

- Så det kan jeg ikke sætte ord på, for der er vi nok alle sammen målløse, siger Skjern-træneren og forsøger alligevel:

- Det var selvfølgelig helt kampafgørende for os, at vi havde en målmand, der sørgede for, at de ikke scorede på otte straffekast i træk. Det er helt unikt og fuldstændig historisk usædvanligt, siger Ole Nørgaard.

Han så sit hold udnytte overtalssituationerne i kampen og skabe føringer, mens det var meget lige i de faser, hvor der ikke var udvisninger. Samtidig så han altså sin serbiske målmand lukke totalt ned for ukrainernes straffeskytter, inden Skjern vandt komfortabelt.

En præstation af samme kaliber kan meget vel være nødvendigt, hvis Skjern skal gøre sig håb om at drille det ungarske storhold Veszprem i næste fase af turneringen.

- Det er tæt på umuligt rent sportsligt. Det er et hold, som er blandt kandidaterne til at løbe med det hele i Champions League.

- Det er et internationalt topklassemandskab gennem mange år med kæmpe profiler. Der bliver vi matchet til fulde. Vores mulighed ligger i, at bolden er rund, og alt kan ske i håndbold. Procenten er helt klart encifret på, at et dansk hold slår Veszprem over to kampe. Vi har simpelthen ingenting at tabe i de kampe, siger Ole Nørgaard.

Indtil da glæder han sig over at have slået ukrainerne ud i to opgør.

- Det er stort for os at nå så langt i Champions League. Vores målsætning var at gå videre fra puljen, hvis vi spillede godt. Det er en stor triumf for spillere, ledere, fans og hele Skjern-området, siger Ole Nørgaard.

/ritzau/

1:11
Skjern vandt overlegent på hjemmebane over de ukrainske mestre fra Motor Zaporozhye.