Champions League: Skjern taber tæt opgør mod ungarere

Skjern havde stor ære af Champions League-kampen, men måtte til sidst se sig slået med tre mål af Pick Szeged.

Skjern Håndbolds Christoffer Cichosz
Skjern Håndbolds Christoffer Cichosz
Foto: John Randeris

Skjern Håndbold måtte søndag notere sig endnu et nederlag i Champions League, da det på hjemmebane blev 26-29 mod Pick Szeged fra Ungarn.

Dermed har Skjern blot hentet et point i de seneste fem kampe, men muligheden for avancement lever fortsat, da holdet på femtepladsen i gruppe B har fem point for syv kampe. De seks bedste går videre.

Ikke overraskende

Det var dog et nederlag af de mere forventede mod det ungarske hold, der ligger nummer to i gruppen.

Kampen startede meget lige, og der skulle gå næsten 20 minutter, inden et af holdene kom foran med to mål, og det skulle blive det danske mesterhold.

I en glimrende periode fik Skjern slået et hul, som var på sit største, da Christoffer Mikkelsen med sit fjerde mål på fire forsøg scorede til 14-10.

Det fik dog Pick Szeged til at oppe sig, og gæsterne nåede at reducerede til 14-15 inden pausen.

Fik rødt kort

Anden halvleg blev åbnet bedst af Szeged. Efter ti minutter lød den ungarske føring på 20-17, da Skjerns Thomas Mogensen netop var blevet præsenteret for et rødt kort i den noget tynde udgave.

Mogensen var på det tidspunkt kampens topscorer med fem mål.

Det svækkede chancen for point, og da udeholdet også kom på 22-18, tyede Skjern til en timeout. Den gav ny energi i de efterfølgende minutter.

Et par gode redninger fra Björgvin Gustavsson medvirkede til, at Skjern kom på 21-23, og ved denne stilling angreb hjemmeholdet endda for yderligere reducering, men et boldtab blev dyrt, da Pick scorede til 24-21 i et tomt mål.

Udeholdet kom også på 25-21, men Skjern kæmpede ufortrødent videre og udlignede til 25-25 med syv minutter tilbage.

Ungarerne sluttede dog bedst af, og det blev kostbart, at Kasper Søndergaard missede en skudchance ved stillingen 26-27, da Pick i det efterfølgende angreb bragte sig foran med to mål.

 

/ritzau/