Skjern spiller uafgjort i Champions League

I en bølgende håndboldkamp var Skjern nede med fire mål ved pausen, men fik alligevel uafgjort i Rumænien.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Skjern Håndbold

I flere omgange var Skjerns håndboldherrer helt nede og vende i udekampen mod Baia Mare i Champions League, men rumænerne formåede ikke at snøre sejrssækken.

I stedet kæmpede vestjyderne forbilledligt og fik et point med fra den vanskelige kamp efter 28-28.

I kampens døende sekunder kunne Skjern have snuppet sejren, men stolpen var i vejen for vestjyderne.

Det ene point er dog stadig utrolig vigtigt for Skjern, der ligger lunt i svinget til at gå videre fra Champions Leagues gruppe D.

Skjern på andenpladsen har ligesom Baia Mare ni point for syv kampe, men danskerne er bedre indbyrdes. De to bedste hold går videre.

Ukrainske HC Motor Zaporozhye fører gruppen med ti point.

Begyndelsen af søndagens kamp var plaget af stresset angrebsspil og uskarpe afslutninger fra begge hold. Selv ikke i overtal formåede Skjern at gribe chancen for at få kontrol over kampen.

På måltavlen fulgtes mandskaberne ad, indtil hjemmeholdet lavede det første lille hul ved 9-7 efter 19 minutter. Kort efter forhindrede kun trekantssammenføjningen Skjern i at komme bagud med yderligere et mål.

Det skete alligevel kort efter. Skjern havde ellers kortvarigt fået gang i angrebsspillet, hvor fløjene René Rasmussen og Morten Balling viste skarphed. Til gengæld haltede jydernes forsvarsspil, og Baia Mare kom for nemt til store chancer.

Den ungarske landsholdsmålmand Peter Tatai fik styr på Skjerns skud fra bagkæden, mens målmandsspillet i den anden ende ikke var på lige så højt niveau.

Derfor var det også fortjent, at hjemmeholdet to minutter før pausen var foran med fem mål.

To udvisninger oven i hinanden til hjemmeholdet hjalp Skjern til at hale et enkelt mål ind til rumænsk pauseføring på 15-11.

Syv minutter inde i anden halvleg var føringen skrumpet til et enkelt mål, før Baia Mare igen tog fat om kampen.

Nede med tre mål og to mand i undertal i to minutter synes Skjern at være helt på vej ud af kampen. Men på næsten mirakuløs vis endte Skjern med at vinde undertalsperioden med 2-0.

Kort efter udlignede vestjyderne til 20-20, og Skjern kom også foran 24-22, før kampen igen vendte på hovedet til rumænsk fordel.

Kampens afslutning blev uden Skjern-stregen Bjarte Myrhol efter tre udvisninger, men det gjorde ikke Skjern dårligere.

De hårdt kæmpende vestjyder holdt sig inde i kampen, selv om holdet i flere tilfælde følte, at dommerkendelserne kun gik rumænernes vej.

Skjern fik også et lille halvt minut til kampens sidste angreb, men det endte med, at stolpen stod i vejen for det, der kunne have været en imponerende sejr.

/ritzau/