Skjern sikrer semifinaleplads i sidste sekund

Med en sejr på 26-25 over Århus Håndbold følger Skjern med Aalborg i DM-semifinalerne.

Kasper Søndergaard fra Skjern til aftenens kamp.
Kasper Søndergaard fra Skjern til aftenens kamp.
Foto: Jørgen Kirk / Ritzau Scanpix

Skjerns håndboldherrer er klar til DM-semifinalerne.
    
Vestjyderne bookede billetten med en 26-25-hjemmesejr onsdag aften over Århus Håndbold. Med et mål i kampens sidste sekund blev Eivind Tangen den store helt for hjemmeholdet.

Da Skjern endte højere end TTH Holstebro i grundspillet, er det uden betydning, at TTH i slutspillets sidste runde i princippet kan nå på pointmæssig omgangshøjde med Skjern.
    
De grønblusede følger dermed med Aalborg i semifinalen fra slutspilsgruppe 1. Nordjyderne bookede semifinalebilletten tirsdag aften ved at ydmyge TTH.
    
Skjerns semifinalebillet kom i hus efter et anderledes stort drama, hvor Århus Håndbold var tæt på at få point for første gang i slutspillet.
    
Det så ellers nemt ud for Skjern i kampens begyndelse.
    
Holdet kom hurtigt foran med 3-0 og fik dermed opbygget et lille forspring, som blev holdt ved lige i hele første halvleg.
    
Med første halvlegs sidste mål sørgede Nikolaj Læsø for, at aarhusianerne kun var nede med 9-11 ved pausen.
    
I vestjydernes mål havde talentfulde Emil Nielsen flittigt forhindret sine tidligere holdkammerater i at score i første halvleg, men målmanden og Skjern fik en hård start på anden halvleg.
    
Århus var derimod flyvende, og da holdet kom foran med 16-13 kunne Erik Vejes tropper lugte det første point i slutspillet.

Det ville Skjern-træner Ole Nørgaard ikke finde sig i, og han tog en timeout for at få favoritterne på ret køl.
    
Trænerens instrukser virkede, og Skjern fik hentet føringen og kom foran igen ved 22-21.
    
Da kampen gik ind i sit sidste minut, stod Århus med de bedste kort på hånden. Østjyderne havde bolden ved stillingen 25-25, men angrebet endte med en afbrænder på Emil Nielsen.
    
I den anden ende var Eivind Tangen anderledes træfsikker til sidst, og så kunne semifinalefesten bryde ud.

Jublen vil ikke ende tage. Se denne glade video, som Skjern Håndbold har lagt på Twitter efter kampen.