Skjern møder overmagten og får store CL-klø i Paris

Skjern kunne intet stille op mod Mikkel Hansen og co., da Paris Saint-Germain gav Skjern en CL-øretæve i Paris.

PSG - Skjern Håndbold
Foto: sportxpress / Ritzau Scanpix

Skjern Håndbold var aldrig i nærheden af at true storholdet Paris Saint-Germain lørdag i Champions League. På et tidspunkt, hvor Skjern leder efter topniveauet, var PSG med Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen for stor en mundfuld.

PSG vandt uden at anstrenge sig opgøret i gruppe B med 38-28, og dermed topper PSG gruppen med 18 point. Skjern røg ud af top-6, som giver videre avancement, da HC Zagreb slog Motor Zaporozhye og nåede op på otte point.

Skjern har seks point efter ti kampe ligesom Celje, der på sidstepladsen har spillet en kamp færre.

Skjern tabte senest i den hjemlige liga til bundholdet Ringsted, og i Champions League har holdet hentet to sejre i ti kampe efter nederlaget lørdag. Hvor det første møde mellem Skjern og PSG i Danmark blev tæt, så var der der ingen tvivl om udfaldet i returmødet.

Mikkel Hansen bragte PSG foran 1-0 efter få sekunder, efter at han scorede otte gange i klubbernes første møde, da PSG i Skjern vandt med to mål. PSG-målmand Thierry Omeyer pillede et forsøg fra Thomas Mogensen, og Uwe Gensheimer øgede på et straffekast til 3-1 til PSG.

Eivind Tangen reducerede til 3-4 for Skjern, som fulgte godt med og efter et kvarter var bagud med to mål. Thomas Mogensen reducerede så til 9-10, men PSG var foran 13-10 efter 20 minutter, inden Benoît Kounkoud øgede til PSG's første føring på fire mål i kampen.

Pariserne trak fra, og med fem minutter igen af halvlegen øgede Luka Stepancic til 16-10, og det franske angrebsspil gik alt for hurtigt for Skjern-forsvaret. PSG gik til pause foran 19-13, og skadede Nikola Karabatic kunne fra sidelinjen følge Paris-holdet.

Stjernespilleren har gennemgået en operation, og han bliver heller ikke VM-klar.

Karabatic kunne se Uwe Gensheimer føre an og med sit niende mål i kampen øge til 29-20 efter et kvarter af anden halvleg. Tangen reducerede til 24-33 med ti minutter igen, men slutfasen handlede kun om nederlagets størrelse.

Skjern kan nu kigge frem mod ligaopgøret mod Mors-Thy Håndbold, inden Champions League fortsætter efter VM-slutrunden næste år.

/ritzau/