Skjern maser Nordsjælland og er klar til Final4

Skjern løb fra Nordsjælland Håndbold og er klar til semifinalerne i Santander Cup til februar.

Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Som det første hold er Skjern klar til semifinalerne i herrernes pokalturnering i håndbold, også kaldet Santander Cup.
    
De afvikles som et Final4-stævne i den første weekend i februar i 2017.
    
Uden de store problemer vandt Skjern sin kvartfinale på udebane over Nordsjælland med 29-21.
    
I Helsinge Hallen fulgte hjemmeholdet, der rykkede ud af den bedste række i foråret, med til 5-5, men så trak Skjern fra med seks scoringer på stribe til stillingen 11-5.
    
Skjern fastholdt grebet og gik til pause med en føring på 18-11.
    
Da Skjern også tegnede sig for de første fire scoringer i anden halvleg, var den sidste spænding elimineret.
    
I den resterende del fik hjemmeholdet lov til at pynte en anelse på stillingen, men der kunne ikke rokkes ved den sikre Skjern-sejr.
    
De tre øvrige kvartfinaler spilles de næstkommende dage. Aalborg tager imod GOG tirsdag, Sønderjyske tørner onsdag sammen med Bjerringbro-Silkeborg. Torsdag er KIF Kolding København gæst hos Ribe-Esbjerg.
    
    
 /ritzau/