Skjern-målmand: HSV ønskemodstander

Skjern-keeper Søren Pedersen glæder sig til gensyn med den tidligere holdkammerat, Henrik Toft Hansen. I EHF-cuppen møder det vestjyske håndboldmandskab nemlig tyske Hamburger SV.

150421sorenp.jpg

Søren Pedersen står over for sin tidligere holdkammerat, Henrik Toft Hansen, når Skjern møder HSV i EHF Cuppen.

Skjern Håndbolds stærke målmand Søren Pedersen jubler over, at holdet trak Hamburger SV i semifinalen i EHF Cuppen.

På forhånd var det nemlig målmandens ønskemodstander.

- Inden de begyndte i lodtrækningen, havde jeg håbet på, at vi trak HSV, så det er en super lodtrækning. Jeg tror, at deres hold står godt til vores spil, siger målmanden, der også tror på avancement til finalen.

- Vi smider alt på bålet dernede, for det bliver en vanskelig kamp. Men vi har bevist over fire kampe mod Füchse Berlin og MT Melsungen, at vi godt kan være med mod de tyske Bundesligahold, så ambitionen er i hvert fald en plads i finalen, siger han i en pressemeddelelse.

Kvartfinalesejr over MT Melsungen

I kvartfinalen slog Skjern MT Melsungen på reglen om flest scorede mål på udebane, mens klubben i gruppespillet vandt hjemme og tabte ude mod Füchse Berlin.

For Søren Pedersen bliver kampen mod HSV også et møde med tidligere holdkammerat Henrik Toft Hansen, som målmanden har spillet sammen med i både HF Mors og Aalborg Håndbold.

- Det bliver sjovt at spille mod ham. Vi har haft rigtig mange gode oplevelser sammen, så det bliver fedt at løbe ind i ham igen, siger Søren Pedersen.

Semifinalen spilles lørdag 16. maj som en del af et Final 4-stævne i Berlin. Dagen efter spilles der både bronzekamp og finale.

I søndagens kamp kan der vente endnu mere tysk modstand for Skjern. I den anden semifinale spiller Füchse Berlin mod slovenske Gorenje Velenje, der i kvartfinalen sendte Tvis Holstebro ud af turneringen.

/ritzau/