Skjern-keeper vil besejre sin kommende arbejdsgiver

Skjern-keeper Emil Nielsen har det fint med at møde sin kommende klub, Nantes, i næste Champions League-kamp.

Skjern-målmanden Emil Nielsen skifter til sommer den danske liga ud med den franske, hvor han skal spille for storklubben Nantes.
Skjern-målmanden Emil Nielsen skifter til sommer den danske liga ud med den franske, hvor han skal spille for storklubben Nantes.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der venter Emil Nielsen en speciel opgave, når målmanden sammen med resten af Skjern-mandskabet på søndag skal møde Nantes i Champions League. Emil Nielsen skifter til sommer til netop Nantes, men keeperen mener ikke, at opgøret bliver anderledes end de øvrige kampe.

- Det er en kamp som alle andre. Vi går ind for at vinde. Det går vi efter hver eneste gang, om det hedder Nantes eller Paris eller whatever, så går vi ind for at vinde. Det er den samme tilgang, vi har hver gang.

- Jeg vil gerne spille godt i alle kampe, og jeg vil også gerne spille rigtigt godt mod Nantes. Vi har brug for pointene, så vi skal ud og vinde, siger Emil Nielsen.

Skjern tabte søndag ude til HC Zagreb og er nu pisket til at høste nok point i holdets tre sidste Champions League-kampe, hvis det skal lykkes at gå videre fra gruppespillet. Og det hjalp heller ikke, at Motor Zaporozhye søndag vandt hjemme over Flensburg-Handewitt.

- Det er helt håbløst, at alle de hold, der ligger omkring os, slår alle topholdene. Det er selvfølgelig træls. Men så må vi jo bare slå dem.

- Hvis vi gør rent bord, så tror jeg også på, at vi helt sikkert går videre. Vi skal have lidt mere held, hvis vi kun vinder to kampe. Vi må se, hvordan det går, siger Emil Nielsen.

Skjern skal ud over topmandskabet Nantes også møde Motor Zaporozhye på udebane samt Celje hjemme, så der er fortsat muligheder.

- Jeg tror mest på sejr i hjemmekampen mod Celje, og så tror jeg også, at vi får det nemmere mod Motor Zaporozhye, selv om det er en god klub, der leverer gode præstationer.

- Jeg kan huske, at vi sidste år drillede dem på udebane. Og jeg tror på, at vi kan nappe dem i år.

- Kampen mod Nantes bliver den sværeste af de tre. Men nu må vi se. Sidste år spillede vi uafgjort mod dem på hjemmebane, så vi kan håbe på at få nogenlunde samme resultat igen, siger Emil Nielsen.

/ritzau/