Skjern holder trit med GOG om grundspillets førsteplads

Der er stadig parløb om førstepladsen i grundspillet, da både GOG og Skjern vandt deres kampe onsdag aften.

Anders Eggert blev topscorer. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Det bliver først i 26. og sidste spillerunde, at en vinder af grundspillet i den bedste danske håndboldrække for herrer bliver fundet.
    
Det er GOG og Skjern, som kæmper om det, og begge hold var i aktion onsdag aften og vandt.
    
GOG havde ingen problemer med på hjemmebane at slå lukningstruede HC Midtjylland, som tabte med hele 13-41.
    
GOG-spillerne Magnus Jøndal og Lasse Møller blev topscorere i kampen med syv mål hver, og der var aldrig spænding om resultatet efter 20-8 ved pausen.
    
Skjern skulle arbejde lidt hårdere for sagen, da bundholdet Tønder kom på besøg.
    
Men det endte med en sejr til Skjern på 26-22. Fløjen Anders Eggert blev topscorer med fem mål for Skjern.
    
GOG fører rækken med 42 point efter 25 kampe, mens Skjern på andenpladsen har 41 point.
    
I sidste spillerunde har Skjern den letteste opgave, da holdet ude møder HC Midtjylland, mens GOG gæster Aalborg Håndbold.
    
Der var også spænding om de sidste pladser i grundspillet, som går til holdene i top-8.
    
Spændingen blev ikke mindre af, at Skanderborg hjemme slog Nordsjælland Håndbold med 26-25. Morten Balling førte an i den kamp med 12 mål for hjemmeholdet.
    
Nordsjælland har 22 point efter 25 kampe på ottendepladsen og indtager dermed den sidste plads i slutspillet lige nu.
    
To hold kan fortsat hente nordsjællænderne, som i sidste spillerunde skal møde TTH Holstebro på hjemmebane.
    
Det ene hold er Mors-Thy, som tirsdag vandt over KIF Kolding København. Og også Ribe-Esbjerg kan fortsat nå en plads i slutspillet.
    
Ribe-Esbjerg vandt onsdag aften 30-28 hjemme over Sønderjyske. Det betyder, at Ribe-Esbjerg har 20 point inden holdets sidste kamp ude mod Tønder.
    
I onsdagens sidste kamp vandt TTH Holstebro hjemme over Bjerringbro-Silkeborg med 28-26.