Skjern henter Thomas Mogensen i tysk storklub

Thomas Mogensen skifter fra Flensburg-Handewitt til Skjern på en treårig kontrakt gældende fra næste sommer.

Thomas Mogensen scanpix
Foto: Claus Fisker - Scanpix

Når håndboldspilleren Thomas Mogensen næste sommer har spillet sæsonen færdig i Flensburg-Handewitt, bliver det farvel til den nordtyske storklub efter 11 år.

Mandag oplyser Skjern Håndbold i en pressemeddelelse, at klubben har sikret sig Mogensens signatur, og playmakeren vil i sommeren 2018 tiltræde på en treårig kontrakt.

- Efter et langt og fantastisk udlandseventyr glæder jeg mig til igen at prøve kræfter med den danske liga. Det bliver fedt igen at opleve de danske fans på nært hold og at komme rundt i de danske haller, siger Thomas Mogensen.

Den 34-årige playmaker spillede 106 A-landskampe for Danmark, inden han stoppede på landsholdet for tre år siden for at fokusere fuldt ud på klubkarrieren.

Den har han stadig ambitioner for, selv om han næste sommer forlader verdens stærkeste liga.

- Skjern er en storklub med store ambitioner, fantastiske faciliteter og værdier, som passer lige til min familie og jeg. Men jeg er absolut ikke kommet hjem til Danmark for bare at forlænge min karriere.

- Jeg er kommet for at kæmpe med om titlerne og give videre af min erfaring efter mange år i Bundesligaen, siger Thomas Mogensen.

Thomas Mogensen skal spille for Skjern fra sommeren 2018.
Thomas Mogensen skal spille for Skjern fra sommeren 2018.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

I Skjern er der stor glæde over kontrakten.

- Da Thomas Mogensen meddelte os, at han havde besluttet sig for at skifte til Skjern Håndbold, var der kæmpe jubel på klubkontoret, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen.

- Han er en international topklassespiller, der har opnået alt i sin karriere, og som stadig er ærgerrig efter endnu mere, siger han.