Skjern Håndbold klar til DM-finalen

Ribe-Esbjerg forsøgte at stoppe overmagten, men det lykkedes ikke, og Skjern er klar til DM-finalen.

Efter søndagens sejr over Ribe-Esbjerg er Skjern-spillerne klar til DM-finalen.
Efter søndagens sejr over Ribe-Esbjerg er Skjern-spillerne klar til DM-finalen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Skjern Håndbold er klar til DM-finalen i håndbold. Det stod klart, da Skjern søndag besejrede Ribe-Esbjerg 31-26 i klubbernes anden semifinale, der ikke blev lige så tæt som det første opgør i Skjern.
    
Skjern skal i finalen møde enten Aalborg Håndbold eller Bjerringbro-Silkeborg (BSV), når de to klubber har spillet deres tredje og afgørende semifinale. Skjerns pokalmestre kan i sidste ende sikre sig to titler i sæsonen, hvis det bliver til DM-guld.
    
I det første opgør snuppede Skjern først sejren i de sidste minutter, men søndag lagde man grunden tidligere.
    
Sagen var ganske klar for Ribe-Esbjerg, som skulle vinde for at tvinge Skjern ud i et tredje opgør, da Skjern også ville avancere med uafgjort. Begge keepere leverede gode redninger i indledningen, hvor gæsterne efter ti minutter var foran 4-3.
    
Lasse Mikkelsen sørgede efter et kvarter for Skjern-føring på 7-5, og gæsterne lignede i det hele taget et mandskab, der ikke havde tænkt sig at invitere Ribe-Esbjerg på et tredje møde i Skjern Bank Arena. Det blev 12-8 og 13-9 til Skjern, og efter 23 minutter øgede Lasse Mikkelsen på et straffekast til Skjern-føring på 14-10.
    
Hjemmeholdet var udfordret, og Morten Balling og Bjarte Myrhol sørgede for en seksmålsføring på 16-10. Ribe-Esbjergs defensiv var ikke på højde med niveauet i det første opgør, og derfor kunne Skjern gå til pause foran 18-12.

De medrejsende Skjern-fans var godt tilfredse med kampens udfald.
De medrejsende Skjern-fans var godt tilfredse med kampens udfald.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Billedet var det samme efter pausen, hvor Skjern holdt forspringet de første ti minutter.
    
To scoringer af Jacob Holm i træk og en af Rasmus Bertelsen bragte Ribe-Esbjerg på 18-21, og da Lukas Karlsson reducerede til 19-21 efter 43 minutter, var kampen åben ligesom i den første semifinale.
    
Syv minutter skulle der gå, før Skjern igen scorede, da Bjarke Christensen øgede til 22-19.
    
Ribe-Esbjerg forsøgte at få kontakt og var flere gange lige ved, men Skjern tog hver gang fra, og da gæsterne førte med fire mål med fem minutter igen, var det for vanskeligt på dagen for Ribe-Esbjerg at skabe spænding.
    
/ritzau/