Skjern Håndbold henter stortalent

Klubben får i de kommende tre sæsoner glæde af 21-årige Cornelius Kragh, der skifter fra Nordsjælland Håndbold.

Cornelius Kragh

Rygterne om en Skjern-tilgang har svirret gennem de seneste dage, men nu er skiftet en realitet. Skjern Håndbold har netop præsenteret Nordsjælland Håndbolds topscorer gennem de sidste to sæsoner, Cornelius Kragh. Den unge bagspiller har fået flere henvendelser fra interesserede klubber, siden Nordsjælland Håndbold ikke formåede at overleve i landets bedste håndbold række.

- Skjern er en ambitiøs topklub, men samtidig en klub, der går ind for værdier som sammenhold, klubfølelse og fight. Det var afgørende for mit valg. Jeg er bevidst om min rolle i en trup af klassespillere, som jeg glæder mig til at blive en del af og lære at kende. Samtidig ser jeg frem til at spille for en klub med indgroet vinderkultur og forventningspres, siger Cornelius Kragh til Skjern Håndbolds hjemmeside.

Skjern Håndbolds træner Ole Nørgaard ser store perspektiver i holdets nye forstærkning.

- Med tilknytningen af Cornelius Kragh har vi både øget bredden og tilført spillertruppen et af dansk håndbolds store talenter, og sigtet er naturligvis, at Cornelius i løbet af de kommende sæsoner kan udvikle sig til at blive en central trækkraft i Skjern Håndbolds jagt på medaljer, siger Ole Nørgaard.

Cornelius Kragh kiftede til Nordsjælland Håndbold for to år siden til Nordsjælland Håndbold, som han var med til at spille op i landets bedste række i 2015. I oprykningssæsonen blev han ikke blot holdet topscorer, men også årets spiller i 1. division.