Skjern Håndbold: Alt er kaos

Slutspilsgrupperne i håndboldligaen er vendt på hovedet efter DIF-afgørelse. Det efterlader klubberne i et stort kaos.

Skjern i Champions League

DIF afgjorde torsdag aften en appel fra KIF Kolding København til klubbens fordel. Det betyder, at klubben alligevel ikke får frataget fem point efter at have brugt træner Carlos Ortega uden godkendt kontrakt i tre ligakampe.

- Det er vigtigt, at vi får den rigtige sportslige afslutning på sæsonen, selv om afslutningen på grundspillet har været præget af uro. Vi ved, at det giver nogle unødvendige hektiske dage ude i klubberne, og det er vi selvfølgelig kede af,  siger Divisionsforeningens formand, Jens Christensen.

- Jeg havde bestemt ikke forventet at skulle lave en ny turneringsplan i dag. Vi har allerede planlagt en landspokalkamp i perioden, som nok skal flyttes, siger direktør for Skjern Håndbold Henning Kjærgaard.

Den nye afgørelse vender op og ned på slutspilsgrupperne, og Skjern Håndbold får tre helt nye modstandere. Skjern Håndbold var, indtil i aftes, placeret i pulje 2, men kommer nu i pulje 1, da KIF Kolding København får tildelt de fem point, som blev frataget i forbindelse med sagen.

Puljerne ser nu således ud:

Pulje 1Pulje 2
Team Tvis Holstebro – 2 pointKIF Kolding København – 2 point
Skjern Håndbold - 1 pointÅrhus Håndbold - 1 point
Bjerringbro-SilkeborgAalborg Håndbold
SønderjyskEGOG Håndbold

Skjern Håndbold går fortsat videre i DM Slutspillet med et point, men kampprogrammet og modstanderne er ændret.

- De første tre eller fire kampe var allerede arrangeret, og i nogle tilfælde bliver vi nødt til at starte forfra. Vi kan jo ikke have en billet, hvor der står Aalborg på, når vi skal møde Sønderjyske, konstaterer direktøren.

Også formanden for Skjern Håndbold er mildt sagt frustreret.

- Vi havde solgt omkring 1500 billetter til første kamp på hjemmebane. Vi har lavet aftaler med skoler og virksomheder, der skulle komme til kampene. Vi har fundet kampsponsorer og dinnerpartnere. Vi har solgt tv-reklamer. Vi har hængt plakater op rundt omkring i idrætshaller og så videre og så videre. Nu kan vi begynde forfra med mange af de ting, fortæller formand for Skjern Håndbold Carsten Thygesen til Ringkøbing-Skjern Dagblad.

- Som vi meldte ud den 7. marts, så er det jo soleklart for en hver, at reglerne ikke er tydelige. 10 uafhængige jurister har nu i 3 instanser kigget på sagen udover KIFs, DHFs og flere klubbers rådgivere, og når de kommer frem til flere forskellige resultater, taler det sit tydelige sprog,  udtaler formanden for divisionsforeningen, der også kan sige at DHFs Udvalg for professionel Håndbold på sit møde i sidste uge har besluttet at give reglerne et grundigt tjek. 

Lige nu er DHF sammen med TV2 Sport, som skal transmittere kampene, i gang med at planlægge det nye kampprogram.