Skjern forlænger med erfaren stregspiller

35-årige Thomas Klitgaard har aldrig været i bedre form. Nu har han sat sin underskrift på en ny etårig kontrakt med Skjern Håndbold.

klitgaardskjern.jpg

I de seneste tre sæsoner er Thomas Klitgaard gået forrest i hjertet af Skjern-forsvaret og har kæmpet for holdkammeraterne på øretævernes holdeplads i angrebet, som stregspiller.

Nu får publikum i Skjern glæde af stregspilleren i endnu et år. Thomas Klitgaard har nemlig forlænget sin kontrakt med Skjern Håndbold til sommeren 2015, det skriver Skjern Håndbold i en pressemeddelelse.

- Jeg er uddannet cand.merc. og startede min egen virksomhed, clubwebshop.dk, for et par år siden, så jeg føler mig ikke presset til komme i gang med noget andet. Derfor nyder jeg bare at spille tophåndbold i en fantastisk klub. Det er jeg meget glad for, at jeg kan fortsætte med, siger 35-årige Thomas Klitgaard, der på ingen måde føler alderen trykke.

 - Jeg har vist aldrig været kendt som en træningsnarkoman, men den fysiske stab i Skjern har i de sidste to år sørget for, at jeg er i bedre form end nogensinde før, siger Thomas Klitgaard.

En vigtig kapacitet

Thomas Klitgaard har spillet i Skjern Håndbold af to omgange og har sammenlagt spillet knap 170 førsteholdskampe i den grønne trøje. Det gør ham ifølge Skjern Håndbolds cheftræner til en vigtig spiller i truppen.

 - Thomas Klitgaard er en meget afgørende faktor for os. Han er en glimrende håndboldspiller og en kulturbærer, der har meget stor værdi for klubben - også uden for banen, siger Skjern-træner Ole Nørgaard.

 Thomas Klitgaard, der har en enkelt A-landskamp på CV'et, har tidligere spillet i Aalborg, spanske CBM Galder og tyske MT Melsungen.