Skjern-firma er årets eksportvirksomhed

Eksportforeningen har tildelt Hydra-Grene A/S i Skjern prisen som Exporter of the Year 2015.

Hydra-Grene eksportpris
Foto: Privatfoto

Hydraulik-leverandøren Hydra-Grene har netop fået overrakt prisen som Exporter of the Year. Prisen uddeles årligt af Eksportforeningen, der er Danmarks største arrangør af netværk, fremstød og kurser inden for eksport. Hydra-Grene, der er ejet af Schouw & Co., belønnes blandt andet for sin evne til at opbygge tætte partnerskaber med kunderne.

- For os er det en naturlig del af eksportindsatsen, at vi kender den enkelte kundes specifikke udfordringer i dybden og kan tilpasse os derefter. Vi er naturligvis stolte over anerkendelsen, som først og fremmest er en cadeau til den indsats, vores medarbejdere yder for at sikre den bedst mulige løsning til den enkelte kunde, siger adm. direktør Erik Lodberg, Hydra-Grene.

Prisen uddeles blandt Eksportforeningens 570 medlemmer og gives til virksomheder, der har vist en innovativ tilgang til eksport, har oplevet markant fremgang over en årrække, og som har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme dansk eksport.

Hydra-Grene, der leverer hydrauliske komponenter og løsninger til især vind- og offshore-industrien, har øget omsætningen de seneste tre år, i 2015 med 7 procent i forhold til året før. Virksomheden omsatte i 2015 for 185 mio. kr. på eksportmarkederne.

- Hydra-Grenes resultater viser, hvordan en strategisk tilgang og dyb forståelse for kundernes udfordringer kan skabe eksportsuccesser. Kombineret med en stor villighed til gennem netværk at dele erfaringer og sparre med andre eksportvirksomheder, gør det Hydra-Grene til en velfortjent modtager af prisen, siger eksportforeningens direktør Ulrik Dahl.

I alt syv virksomheder var nomineret til prisen. Prisen Exporter of the Year er blevet uddelt siden 2012. For at få hæderen skal virksomheden blandt andet have opnået stærke eksportresultater over en årrække. En videnskabelig undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at medlemmer af Eksportforeningen i snit har 49 procent mere eksport end den gennemsnitlige danske eksportør.