Skjern Bank venter rekordoverskud

Fondsbørsmeddelelse justerer på de positive forventninger til 2016

Skjern Bank venter at lande rekordoverskud i 2016 Foto: Arkiv

Skjern Bank lander et rekordstort overskud på minimum 100 millioner kroner i 2016 - det bedste resultat i banken nogensinde.

- Det er en rigtig god dag for Skjern Bank, siger direktør Per Munck, som netop via en fondsbørsmeddelelse har skruet forventningerne til regnskabet op.

Det fremgår af meddelelsen, at resultatet at indtjeningen forventes at blive det bedste i Skjern Banks 110 årige historie, nemlig på et niveau mellem 100 og 105 millioner kroner.

Det er en fordobling i forhold til bankens resultat i 2015, og en konsekvens af en større basisindtjening i de engagementer banken har med såvel eksisterende som nye kunder.

-  Vi oplever en solid tilgang af nye kunder i vores markedsområder og glæder os over, at otte ud af ti nye kunder vælger os på anbefaling fra bestående kunder, siger direktør Per Munck fra Skjern Bank.

I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, præsenterede Skjern Bank et basisresultat på 90 millioner kroner. Det tal  bliver altså nu væsentligt højere. 

Slutresultatet for 2016 fra Skjern Bank bliver offentliggjort 2. februar.