Skjern Bank leverer historisk godt regnskab

Skjern Bank leverer historisk godt regnskab

Skjern Bank leverer et halvårsregnskab på 51,8 millioner kroner før skat. Det bedste i 110 år.

Skjern Bank har i dag udsendt en fondsbørsmeddelelse med halvårsresultatet for 2016. Banken kan præstere et resultat før skat på 51,8 millioner kr. Til sammenligning var tallet på 41,9 millioner kr. i første halvår 2015.

Det er et historisk flot regnskab. Faktisk det bedste halvårsregnskab i bankens 110-årige historie. 

- Det er svært at finde hullerne i osten, selv om bankfolk kan beskyldes for at være professionelle pessimister, så det er en god dag, siger bankdirektør Per Munck til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

Særligt nedskrivningsniveauet markerer sig i dette halvår. Nedskrivningerne er med 19,2 millioner kroner lavere end forventet, og banken kan også notere sig, at Finanstilsynet er enig i deres nedskrivningspolitik.

En ny rapport fra Finanstilsynet fastslår, at værdierne er opgjort korrekt, særligt inden for landbruget. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.