Skjern ansætter vikar på højrefløjen

Skjern ansætter vikar på højrefløjen

Thomas Bruhn, der egentlig havde indstillet karrieren, har sagt ja til at hjælpe Skjern Håndbold resten af sæsonen.

Skjern Håndbold har med øjeblikkelig virkning skrevet kontrakt med den tidligere Rhein-Neckar Löwen-spiller Thomas Bruhn som erstatning for den 19-årige højre fløj Jesper Dahl, der for et par uger siden rev sit korsbånd over.

32-årige Thomas Bruhn, der senest har optrådt for Mors-Thy Håndbold, havde ellers indstillet karrieren, men nu er det altså lykkedes Skjern Håndbold at overtale højrefløjen til at trække i den grønne trøje for resten af sæsonen, erfarer TV MIDTVEST.

Skjern Håndbold råder i forvejen over René Rasmussen på højre fløj. Den vestjyske klub ligger p.t. nummer to i herreligaen og skal udover ligaen også spille gruppespil i den europæiske EHF-Cup i foråret.