Skives fungerende borgmester: - Jeg er skuffet

I dag blev det offentliggjort, hvor de statslige arbejdspladser skal placeres rundt om i landet. Men i Skive Kommune føler de sig forbigået.

Peder Christensen, som er fungerende borgmester i Skive Kommune, er skuffet over regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.
Peder Christensen, som er fungerende borgmester i Skive Kommune, er skuffet over regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Over 4000 statslige arbejdspladser skal flyttes ud af København og ud i landet. Og hvor, arbejdspladserne skal flyttes hen, kom frem på et pressemøde i dag. I alt får Region Midtjylland flest nye arbejdspladser, men i Skive føler de sig forbigået.

Skive Kommune får nemlig femten nye arbejdspladser hos SKAT, men de blev allerede offentliggjort i skatteudspillet i sommeren 2017.

- Jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Selvfølgelig skal man ikke kimse af, at man har fået femten nye arbejdspladser, men det er jo en dråbe i havet, når man ser, hvad der er fordelt rundt. Og det her er jo ikke en ny styrelse eller en ny arbejdsplads, det er jo SKAT, man regulerer lidt til, siger Peder Christensen (S), som er fungerende borgmester i Skive Kommune. 

Peder Christensen undrer sig over, at Statsministeren sælger udflytningen af arbejdspladser med, at det skal styrke de områder i provinsen, hvor der er brug for lidt mere vækst.

- Hvis man gerne vil give noget støtte til de steder, hvor der ikke er så meget gang i væksten, som der kunne være, hvorfor så styrke byer som Viborg og Holstebro, hvor væksten allerede er i gang, siger Peder Christensen.  

Overset igen

Det er langt fra første gang, at Skive Kommune føler sig overset.

- Et eller andet sted tænker man, hvad skal vi gøre mere? Hvad mere skal vi argumentere med? For det preller åbenbart af på beslutningstagerne, siger Peder Christensen.

Ifølge den fungerende borgmester har politikerne i kommunen kæmpet hårdt for at få flere statslige arbejdspladser til Skive Kommune, men resultatet af det blev altså femten nye arbejdspladser.

- Femten arbejdspladser er bedre end ingen arbejdspladser, man skal ikke misforstå det, men selvfølgelig er jeg skuffet, siger Peder Christensen.

0:31
Peder Christensen kommenterer på Regeringens 'Bedre Balance II'.