Skives borgmester vil kæmpe for akutlægehelikopteren

Der er ingen grund til at flytte en velfungerende base, siger Peder Christian Kirkegaard, der frygter dårligere service for indbyggerne.

Danske Regioner foreslår, at akutlægehelikopteren fra Skive flyttes til Herning Kommune. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) vil ikke stiltiende finde sig i, at den akutlægehelikopter, der i dag har til huse i Skive, flyttes til Herning Kommune.

Læs også Lægehelikopter flyttes

- Det undrer mig, at man nu vil flytte den velfungerende base fra Skive, som der blev investeret mange ressourcer i at planlægge, og som har kostet mange penge på at etablere i 2014, skriver han i en pressemeddelelse.

Det er Danske Regioner, der anbefaler Sundhedsministeriet at flytte helikopteren fra Skive i forbindelse med, at der kommer et ekstra helikopterberedskab i Region Nordjylland.

Sender brev til ministeren

Kirkegaard vil nu sende et brev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Han peger på, at en flytning vil kræve, at man opsiger den nuværende lejeaftale mellem Skive Kommune og Region Midtjylland.

- Det estimeres at koste 15 millioner kroner at flytte baserne fra henholdsvis Skive og Billund - et beløb, der skal findes inden for akuthelikopterens eksisterende budget. Det forekommer mig ikke at være en god økonomisk beslutning, lyder det fra borgmesteren.

Han mener også, at en flytning vil betyde en dårligere dækning for kommunens indbyggere. I dag er responstiden på akutlægehelikopteren i Skive Kommune 15 minutter. Kirkegaard mener, at responstiden i visse tilfælde kan komme helt op på 25 minutter.

- Det vil være en kraftig forringelse af beredskabet på Skiveegnen, og det kan vi naturligvis ikke være tilfredse med. Derimod vil der fortsat være et stærkt beredskab i Vestjylland, Syddanmark og på Fyn, hvis baserne bibeholdes i Skive og Billund. Jeg ser ingen grund til at flytte den velfungerende base fra Skive, siger Peder Christian Kirkegaard.

Peder Christian Kirkegaard. Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST