Skive ude af Boxerligaen trods livline

Skive kunne ikke levere varen i den sidste kamp i grundspillet i Boxer Herreligaen onsdag aften, og klubben må en tur ned i den næstbedste række.

skivefh.jpg

Skive drømte det meste af eftermiddagen om at overleve i Boxer Herreligaen, men da eftermiddag blev til aften, stod det klart, at drømmen ikke blev til virkelighed.   

Efter et klart nederlag på 16-27 hjemme til HC Midtjylland, forduftede alle muligheder for at vride sig fri af sidstepladsen i ligaen, som betyder et farvel til den bedste række.   

Og det er helt fortjent, mener Skive-spilleren Andreas Toudahl.   

- Vi havde klamret os til håbet i dag, men vi var ikke dygtige nok. Vi fik et boost med hele Kolding-sagen, men vi leverede en præstation langt under vores niveau, og det er fortjent, at vi rykker ned, siger Andreas Toudahl til TV 2 Sport efter onsdagens nederlag.   

0:43
Se reaktioner efter kampen fra Skive-spiller Mads Øris Nielsen og direktør i Skive fH Peter Andersen

Point-drama gav håb for Skive
Skives håb lå i det skrivebordsdrama, der opstod, da Håndboldens Appelinstans under Dansk Håndbold Forbund (DHF), tidligere onsdag besluttede at fratrække KIF Kolding København fem point for ulovligt brug af træner Carlos Ortega. 
Det betød, at de fem point i stedet tilfaldt netop Skive samt Sønderjyske og Mors-Thy. Det gav Skive en livline, hvis man hjemme kunne vinde, og Nordsjælland Håndbold samtidig tabte ude til Skjern, fordi Skive så var bedre indbyrdes end Nordsjælland. 

Men ingen af delene gik i opfyldelse, og nordsjællænderne vandt overraskende 30-23 ude over Skjern i stedet, hvilket Nordsjælland-træner Ian Marko Fog var jublende lykkelig over, selv om klubben skal spille nedrykningsspil.    

- Jeg er fantastisk glad og stolt af holdet. Alle leverede en fremragende indsats. Jeg er så glad for, at vi selv har afgjort det. Vi har ikke nået noget endnu, og vi har to svære nedrykningskampe, men vi har fået banket noget moral ind på holdet, siger Fog til TV 2 Sporten.   

Helt så glad var HC Midtjyllands træner Morten Secher dog ikke.Trods storsejren ude over Skive, måtte midtjyderne nemlig se et nedrykningsspil i øjnene, da Ribe-Esbjerg samtidig vandt ude over Skanderborg.

- Det er ærgerligt. Vi kunne følge det hele live, og vi kunne høre, at Skanderborg smed det hele til sidst, og vi ville gerne have været det her foruden, siger Secher til TV 2 Sport.

/ritzau/