Skive-træner stopper til sommer

Joakim Mattsson og 1. divisionsklubben Skive IK er blevet enige om ikke at fortsætte samarbejdet. Derfor forlader Mattsson klubben til sommer.

090412SkiveIK.jpg

Det bliver ikke Joakim Mattsson, der i næste sæson skal stå i spidsen for Skive i landets næstbedste fodboldrække. Det fremgår af en pressemeddelelse, som klubben netop har udsendt. Joakim Mattsson overtog stillingen som cheftræner den 1. juli 2015, men selvom han allerede forlader klubben, får han alligevel roser med på vejen.

- Vi vil gerne takke Joakim for det flotte stykke arbejde, han sammen med det øvrige trænerteam har præsteret det seneste år i SIK. Joakim har fra dag et i SIK leveret et flot og professionelt stykke arbejde med vores talentfulde spillertrup.  Skive IK har været på en spændende rejse det seneste år med Joakim, og cheftræneren har i stor grad fået sat et fint aftryk i- og omkring klubben, siger sportschef i Skive IK, Jesper Larsen.

Skive IK begrunder Joakim Mattssons farvel med, at der i øjeblikket sker omstruktureringer i klubbens organisation og trænerteam på baggrund af økonomisk mådeholdenhed, og derfor vil man ikke fastholde Joakim Mattsonn i det uvisse, skriver klubben.