Pokalfodbold: Skive tæt på sensation mod Brøndby

Skive var foran 2-1 i den forlængede spilletid mod Brøndby, men tabte alligevel pokalkampen 2-3.

Der var stor jubel blandt Skives fans, da hjemmeholdet kom foran 2-1 mod Brøndby.
Der var stor jubel blandt Skives fans, da hjemmeholdet kom foran 2-1 mod Brøndby.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Ottendedelsfinalerne i landspokalturneringen i fodbold blev endestationen for Skive. Men 1. divisionsholdet var tæt på at overraske i hjemmekampen mod Brøndby.

Først efter forlænget spilletid vandt Brøndby 3-2 efter at have været bagud med 1-2 med 11 minutter tilbage af forlængelsen.

- Det er vildt nok, at man kan stå og være skuffet over, at man ikke slog Brøndby ud af pokalturneringen. Vi havde dem næsten, men det rækker ikke helt, når man spiller mod Brøndby, sagde Skives Mikkel Vendelbo til TV MIDTVEST efter kampen.

Brøndby var bedst igennem kampen, men Skive kæmpede forbilledligt og udnyttede svagheder i Brøndbys forsvar.

- Skive er en god modstander, og jeg synes også de gør det rigtig godt i dag, så det er fuld cadeau, at de kan byde os op til dans, men det er klart, at det også er en lærestreg for det her hold, at vi skal være der, ellers kan alle drille, sagde Kevin Mensah efter kampen til TV MIDTVEST.

1:07
Reaktioner fra kampen fra Skives Mikkel Vendelbo og Christoffer Østergaard og fra Brøndbys Kevin Mensah.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Ingen mål i 1. halvleg

Brøndbys slovakiske angriber Samuel Mraz, der i sommerens transfervindue blev hentet på en lejeaftale i italienske Empoli, lignede en matchvinder, da han for første gang var en del af Brøndbys startopstilling. Efter 53 minutter dirigerede han med hovedet et indlæg i mål til 1-0.

Allerede i første halvleg havde han en stor chance for at bringe Brøndby foran, men her sneg hans afslutning sig lige uden om stolpen.

Udligning af Skive

I anden halvleg havde Brøndby god kontrol over kampen og havde flere muligheder for at øge til 2-0, men i stedet tog opgøret en drejning med ti minutter tilbage. Skives Mikkel Jespersen modtog bolden i feltet og drejede rundt om sig selv, inden han sendte bolden fladt i mål til udligning.

I slutfasen havde Brøndby flere tilbud i jagten på at afgøre kampen inden for ordinær spilletid. Først missede Kevin Mensah et indlæg fra venstre, og i sidste tillægsminut fik Kamil Wilczek, der havde erstattet målscorer Mraz, blokeret et skud.

Omkring 500 fans var rejst med fra Brøndby til aftenens pokalkamp i Skive.
Omkring 500 fans var rejst med fra Brøndby til aftenens pokalkamp i Skive.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Trætte Skive-spillere kunne ikke holde føringen

I den forlængede spilletid havde Brøndby initiativet, men Skive kom på vinderkurs efter et effektivt kontraangreb, hvor Emil Søgaard Jensen blev spillet fri. Han scorede i det korte hjørne til 2-1 med 11 minutter tilbage.

Men Skive-spillerne var trætte. Og bare fire minutter senere havde Brøndby vendt 1-2 til 3-2.

Først scorede forsvarsspilleren Andreas Maxsø blandt venner og fjender i det lille felt, og kort efter stod Lasse Vigen, der fik comeback efter sin længerevarende skade, helt fri i feltet og scorede til 3-2.

I sidste minut havde Skive bolden i mål, men der blev korrekt dømt offside.