Skive-spiller: Vi glæder os helt vildt

Det er synd for dansk håndbold, at AGK ikke findes mere - men fedt at kunne kalde sig ligaspiller, siger Jesper Csizmadia.

Spillerne i Skive fH er i den grad klar til en ny sæson i håndboldligaen, selv om de egentlig var forberedt på at spille i den næstbedste række. -

- Vi glæder os helt vildt. Vi troede, at vi skulle kæmpe os gennem 1. division for at nå målet, men nu har vi så fået en gave, som vi alle er klar til at gribe, siger en af holdets rutinerede spillere Jesper Csizmadia.

Spillerne har fået chancen for en ny sæson i ligaen efter konkursen i AG København. Om den situation, siger Csizmadia.

- Det er synd for dansk håndbold, at AG ikke er der mere. Men det er da en fantastisk følelse at kunne kalde sig ligaspiller.

Vandt over flere store hold

Skibonitterne spillede også i ligaen i sidste sæson, men rykkede ud efter at have tabt den afgørende kamp til TMS Ringsted i kvalifikationsspillet. Alligevel mener spillerne, at de sagtens kan være med.

- Det er da en kæmpe udfordring, men sidste sæson havde vi mange tætte kampe med nogle af de store hold. Og vi slog også Aarhus, Aalborg og Tvis Holstebro, siger Jesper Csizmadia.

Og klubbens nye cheftræner Simon Sørensen er enig:

- Der er en fire-fem hold, som ligger omkring vores niveau. Og dem tror jeg godt, vi kan bide skeer med, siger Simon Sørensen. 

Interview med Jesper Csizmadia:

01:39 Luk video

 

Interview med træner Simon Sørensen:

01:32 Luk video