Skive-kvinde udstillet på porno-side

En kvinde fra skive og mindst ni andre danske kvinder er ufrivilligt havnet på en sex-hjemmeside for lurere, som tænder på andres private billeder og filmoptagelser.

networkweb.jpg

Kvinderne er endt på siden, efter at fremmede personer har udnyttet et sikkerhedshul i kvindernes netværks-harddisk til at få adgang til deres private fotos. Herefter er billederne blevet delt på siden, hvor andre brugere begejstret kommer med seksuelle kommentarer til, hvad de vil gøre med de danske kvinder. Det kan Ekstra Bladet i dag afsløre i forbindelse med kampagnen 'Fri adgang'.

Fælles for ofrene er, at harddiskene har været koblet til internettet og stået åbne for omverdenen, fordi de ikke har været sikret godt nok, eksempelvis med et kodeord.

Men selvom der er fri adgang, er det stadig hamrende ulovligt at sprede indholdet, siger Kim Aarenstrup, chef for NC3, Rigspolities center for cyberkriminalitet.

- Dem, der lægger andres - ofte blufærdighedskrænkende - billeder op, overtræder både persondata-loven og straffeloven, siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med administratoren bag hjemmesiden, der kører på en tjekkisk server. Han afviser, at han og de øvrige brugere udstiller de danske kvinder mod deres vilje:

- Folk glemmer ikke at sætte en adgangskode. De elsker at vise deres private fotos til offentligheden, siger han.

Den forklaring forarger en af de udstillede kvinder, Lise Korsgaard fra Skive. Hun havde ikke fået et password på sin netværkshardisk og derfor fik lurerne adgang til harddisken, hvor de stjal billeder af Lise som højgravid og bagefter delte på porno-hjemmesiden.

- Jeg synes, det er så usmageligt, at de giver mig skylden og siger, jeg har lyst til at blive udstillet. For det har jeg bestemt ikke, siger hun.