Skive Kommune starter ny grøn forening

Skive, Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Samsø og Horsens kommuner er gået skridtet videre i deres formelle samarbejde inden for energiturisme og har sammen stiftet foreningen Energisafari.

Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) sammen med de to nye medarbejdere i Energisafari.dk
Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) sammen med de to nye medarbejdere i Energisafari.dk
Foto: Pressefoto

Det er en glad Skive-borgmester, som nu går forrest i at skabe en ny forening, som skal sætte fokus på energivenlige løsninger og fremme grøn vækst.

- Skive Kommune er i mere end 40 år gået forrest ved vores satsninger på grøn energi. Dannelsen af et fælles sekretariat for Energisafari.dk er endnu en retning i at udnytte den erfaring, der er samlet igennem alle årene i vores kommune og virksomheder. Vi er langt fremme, hvad angår den grønne omstilling, og den vil vi gerne fortælle om og vise frem, siger Borgmester Peder Christian Kirkegaard (V).

Energisafari.dk bliver en non-profit forening der gennem specialiserede fagture til erhvervsdelegationer vil fremme grøn vækst, beskæftigelse og bosætning i den midtjyske region. Fokus er derfor på at synliggøre midtjyske energikompetencer gennem samarbejde mellem førende virksomheder, energiselskaber, vidensinstitutioner og offentlige myndigheder. 

Energisafari.dk startede oprindeligt som et samarbejde mellem Skive Kommune og Samsø Energiakademi tilbage i 2010. Siden starten har forskellige lokale virksomheder og regionale kommuner været involveret i samarbejdet som altså nu får dets egen forening. Foruden Skive og Samsø er Aarhus, Ringkøbing-Skjern og Horsens kommuner med i foreningen som får sekretariat i Skive. 

- Skive har igennem alle årene været driver på projektet, så derfor finder jeg det naturligt, at sekretariatet skal ligge her, pointerer Peder Christian Kirkegaard.

Sekretariatet for foreningen starter med to medarbejdere og forventes at være færdigetableret i udgangen af december 2016.