Skive Kommune genbruger mursten

Skive Kommune genbruger materialer fra nedrevne huse. I Roslev bliver mursten brugt igen til at udvide byens skole.

140310_Mursten.jpg

Skive Kommune har netop påbegyndt et forsøg, der skal spare på miljøet. Kommunen er netop gået i gang med at rive et hus ned i Roslev, hvor materialerne skal genbruges. Selv murstenene.

- Vi skiller det mere ad, end vi plejer at gøre, fordi vi skal bruge murstenene til at bygge til Roslev Skole, fortæller Gregers Frederiksen fra Salling Entreprenørfirma.

Rentabelt - på sigt

Når huset er skilt ad, bliver murstenene fragtet til Svendborg, hvor de kan renses. Trods transporten til og fra det sydfynske forventer kommunen alligevel at kunne spare miljøet for ét tons CO2. Men det tager dobbelt så lang tid at rive huset ned.

- Det er altid et spørgsmål, hvornår det kan svare sig. Det kan næsten aldrig svare sig, når man begynder. Der er altid en masse spørgsmål og en masse problemer, der skal løses. Men den eneste måde at gøre det på er at gå i gang. Lige nu kan det sikkert ikke betale sig, men det kommer det til, fastslår Karl Egeriis Krogshede, der er projektansvarlig i Skive Kommune.

Skive Kommune håber, at man kan bygge et rensningsanlæg i kommunen, så man i fremtiden undgår for store transportomkostninger.