Skive IKs fantastiske sæson

Skive IK blev spået en svær sæson i 1. division. Men nu har skibonitterne pludselig Superligaen i sigte.

Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Den skibonitiske humlebi. Sådan skrev Tipsbladet for nyligt i et stort opslag om Skive IK. Klubben, der af mange før sæsonen blev spået som en af favoritterne til nedrykning, er nu pludselig tættere på en plads i fodboldens Superliga end nogensinde før.

-  Det er mildeste talt en god sæson. De har overpræsteret de her unge drenge siger, Jesper Larsen , der er sportchef, Skive IK.

Før søndagens opgør hjemme mod AB ligger klubben flot til i toppen af 1. division. I øjeblikket på en 4. plads med kun to point op til førstepladsen, der giver direkte oprykning til den bedste danske række.

- Det er også en motivationsfaktor for vores unge hold, at gør vi det nu rigtig, rigtig godt, så hedder det måske en playoffkamp til sommer, siger anfører John Dyring.

Ny træner på deltid løfter holdet

Skive ligger bestemt i den billigste ende af rækken, når det kommer til økonomi. Klubben har mange unge spillere på holdet, men siden de fik ny træner i sommerpausen, er der sket små mirakler på Spar Nord Arena.

- Han vil spille lidt på en anden måde end Joakim Mattsson (den tidligere træner red.)sidste år. Jeg tror, det passer bedre til de spillere, vi har, siger den 20-årige midtbanespiller Mikkel Frankoch.

- Han er hammergod til at få bragt noget glæde og noget tro på at, om det er Hobro eller AB, der ligger i hver sin ende, så kan vi slå dem, siger John Dyring.

Træner Kim Kristensen er kun deltidsansat. Ved siden af jobbet som cheftræner i Skive er han sponsorsalgsmedarbejder i FC Midtjylland, der - hvem ved - måske kan blive direkte konkurrenter efter sommerferien.