Skive IK slår alle rekorder

Skive IK's mandagssejr over HIK fra Gentofte betyder, at mandskabet nu er det hold med flest sejre i træk nogensinde.

Skive jubel.jpg

2. divisionsklubben Skive IK er i gang med en imponerende rekordserie i landets tredjebedste række.

Da holdet mandag slog HIK fra Gentofte med 5-3, betød sejren også samtidig, at Skive IK satte ny dansk fodboldrekord. Det skriver Skive Folkeblad. 

Sejren var 15. sejr i træk for nedrykkerne fra Skive, og dermed slår holdet den hidtidige rekord på 14 sejre i træk i 2. division. Den rekord delte netop HIK og Thisted FC mellem sig, før Skives sejr mandag.

Og det er ikke kun i 2. division, de 15 sejre er et særsyn. Skive IK er således også det divisionshold med flest sejre i træk nogensinde, da rekorden for Superligaen og 1. division er 12 sejre i træk.