Skive-hold tæt på Post Danmark Rundt

Skive-hold tæt på Post Danmark Rundt

Med sejr i lørdagens GP Horsens rykker Team coloQuick tæt på årets helt store mål - deltagelse i Post Danmark Rundt.

Alexander Kamps sejr i lørdagens Grand Prix i Horsens rykker Skive-holdet Team coloQuick for alvor tæt på at nå det mål, som det aldrig lykkedes Christina Watches - deltagelse i Post Danmark Rundt.

- Udtagelsen er jo først efter DM om 14 dage. Men efterhånden har vi skrabet så mange point sammen, at jeg ikke kan se, at man kan komme udenom os, siger Per Baadsgaard fra Team coloQuick, der søndag kører Fyn Rundt.

Lykkes det at komme til Post Danmark Rundt, vil det være en triumf af de helt store for holdet, der tidligere hed Team Designa Køkken Knudsgaard, men som i dag har fået ny sponsor og har base i Skive.

- Det er jo kæmpestort. For det første er det jo første år i det nye regi her under navnet Team coloQuick. Vi har taget et skridt op og er begyndt at vinde cykelløb, og hvis vi kommer med allerede i år, så vil det bare være fantastisk, siger Per Baadsgaard.