Skive går nye veje for at skaffe flere sommerhusudlejere

I Skive har man taget utraditionelle midler i brug for at parre sommerhusejerne med udlejnings-bureauerne.

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter stod søndag bag en offensiv, der skal skaffe flere sommerhusudlejere. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Efter en sommer, hvor flere sommerhusbureauer måtte melde alt udsolgt, er der en kamp i gang for at få flere til at udleje deres sommerhus, og i Skive går man nu nye veje for at kapre flere udlejere.

Inge Saugmandsgaard er en af dem, som sommerhus-bureauerne rigtig gerne vil have fat i. Hun ejer et sommerhus, som fortiden ikke er lejet ud. Derfor var hun søndag til et arrangement, hvor fire sommerhusudlejningsbureauer forsøgte at finde nye udlejere.

- Vi har et sommerhus, vi tænker på at udleje og så for at høre lidt om, hvad de forskellige sommerhus-udlejningsbureauer har at tilbyde, fortæler Inge Saugmandsgaard.

- Når man sidder og søger, kan man få meget information, men min erfaring er at det med at snakke med dem er den bedste måde. 

02:00

Der er hård kamp om sommerhusene. De seneste sæsoner har der været totalt udsolgt hos sommerhusudlejerne.

Luk video

Første gang

Arrangementet var arrangeret af Skivegnens Erhvervs- og Turistcenter, og det er første gang, de afholder et sådant arrangement.

- Det har vi gjort, fordi vi oplever at udlejningsbureauerne mangler huse og efterspørger flere huse til udlejning, siger Marlene Rasmussen, udviklingskonsulent, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.

Blot 2 % af de 3500 sommerhuse i Skive-området bliver udlejet. Til sammenligning er 60 % af sommerhusene i Blåvand til leje. Derfor skal arrangementet gøre op med de ting, der skræmmer ejere som Inge Saugmandsgaard fra at udleje deres hus.

Fik mod på udlejning

Hun fik ryddet nogle af sine bekymringer af vejen, og dermed er der en mulighed for, at hendes hus snart kommer på udlejningsmarkedet. Men på et punkt savnede hun information.

- Jeg ville gerne have haft lidt mere at vide omkring økonomien i det. Hvad kan vi få ud af det? Det kunne jeg ikke rigtig få ud af dem, siger hun.

- Vi må se. Jeg vil i hvert fald gerne have dem ud og kigge, og så håber jeg, vi kan få en aftale i hus.

10 sommerhusejere var i dag mødt op til arrangementet i Skive. 

01:58 Luk video