Skive fH henter stregspiller

Skives håndboldherrer garderer sig på stregen med tidligere Stoholm- og Vejlespiller Klaus Bundgaard. Bundgaard har skrevet under på en et-årig kontrakt.

Skive fH's herrer har hentet en ny stregspiller til sæsonstarten i første division. Klaus Bundgaard har skrevet en et-årig kontrakt med klubben.

- Klaus ved, hvad der skal til, og jeg er meget tilfreds med, at vi kan tilknytte ham, siger træner Simon Sørensen.

Skive kom for nyligt i problemer på stregpositionen, da Daniel Guldsmed for anden sæson i træk har overrevet sit korsbånd.

Skives anden stregspiller Kim Worsøe har forladt klubben efter at have spillet i Skive fH siden 2009.

Derfor lukker Klaus Bundgaard et hul på stregen, som trænerne ellers var begyndt at omskole andre spillere til at kunne spille.

- Han er en dygtig kontraspiller og kan også godt tage fra i forsvaret. I angrebet er han meget bevægelig, og det skal vi finde ud af at udnytte, siger Simon Sørensen.

Klaus Bundgaard har tidligere spillet i Stoholm, og han kommer fra konkursramte Vejle. Derfor har han haft en lidt længere sommerferie end sædvanligt.

- Han har haft en lang sommerferie, og formen skal lige pudses af, siger Simon Sørensen til tvmidtvest.dk.

I aften spiller Skive fH pokalkamp på hjemmebane i Freja Arena, hvor Team Tvis Holstebro kommer på besøg. Allerede her vil Klaus Bundgaard komme i kamp, hvor han kan teste kampformen. Kampen spilles kl. 20.00.