Skive fH beholder Kim Worsøe

Skive fH passer perfekt til den rutinerede Kim Worsøe. Derfor forlænger han sin kontrakt med endnu to år.

Otte sæsoner har han allerede spillet i Skive fH. Og nu fortsætter Kim Worsøe endnu to år.

- Jeg er i gang med en uddannelse som tømrer, og her passer både træningsmængde og tidspunkter i Skive fH perfekt til at kunne fokusere på uddannelse ved siden af håndbolden, siger Kim Worsøe.

Vigtig rutine

Han er den spiller på Skive fH's herrehold, som har spillet længst tid i klubben. Hans erfaring er vigtig for truppen.

  - Selvom vi har et ungt hold og meget gerne bygger fremtiden på denne, er det også vigtigt at holde fast i en vis rutine på holdet. Fremgang og udvikling kan ikke skabes på de helt unge kræfter alene, det kræver også rutine. Her er Kim en nøgleperson, fortæller direktør Bo Tranberg.