Skive-entreprenør dømt: Bedrog for millioner

En 53-årig mand fra Skiveegnen skal knap tre år i fængsel for omfattende mandatsvig inden for byggebranchen.

ny_landsret.jpg

En 53-årig mand fra Skiveegnen skal i fængsel i to år og ni måneder for omfattende og grov mandatsvig i selskaber inden for byggebranchen. Det afgjorde Vestre Landsret mandag.

Dermed stadfæstede landsretten byrettens dom fra oktober sidste år, da den tidligere entreprenør Jørgen Dyhrberg Andersen blev dømt for at snyde for mere end 10 millioner kroner i forbindelse med sin ledelse og drift af flere selskaber.

Selskaberne og den tidligere entreprenør selv gik konkurs og kostede sine kreditorer, der var banker, kautionister og kunder, store tab.

Dømt for mere end mandatsvig

Foruden mandatsvig er manden dømt for skyldnersvig, socialt bedrageri og tyveri, som ifølge tiltalen består i at fjerne værdier fra nogle byggepladser, da konkursskyerne trak sammen over ham.

Bedragerierne stod på fra 2007 til 2010.

Da sagen blev behandlet i byretten, var en bogholder i et af mandens selskaber også tiltalt for mandatsvig, men han blev frifundet.

Det samme blev en tidligere bestyrer af et pengeinstitut, der dog i byretten fik 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af lov om finansiel virksomhed for sin rolle i bevillingen af et af de lån, som entreprenøren fik optaget.

Samtidig med fængselsstraffen fastslår landsretten nu, at den dømte tidligere entreprenør indtil videre skal miste retten til at lede erhvervsvirksomhed i Danmark uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

/ritzau/