Skive-borgmester: Træk anklagen tilbage

Skives borgmester, Peder Chr. Kirkegaard, mener Anders Bøge må tage sine udtalelser tilbage, hvis han ikke har tænkt sig at politianmelde nogen i sagen, hvor 20 millioner udviklingskroner er blevet udbetalt uden politisk godkendelse.

Borgmesteren i Skive, Peder Chr. Kirkegaard er skuffet over tidligere formand for Teknik og miljøudvalget, Anders Bøges udtalelser i TV MIDTVEST søndag aften.

- Når man rejser en anklage om, at man synes der er strafbare forhold, så bør man jo enten politianmelde dem, hvis man sidder inde med en viden, eller også bør man bortfalde den anklage, siger Peder Chr. Kirkegaard, Venstre.

Sagen kort

Skive Kommunes forvaltning har i en årrække udbetalt i alt over 20 millioner kroner til udviklingsprojekter uden at have behandlet sagerne politisk. Den daværende formand for Teknik og Miljøudvalget, Anders Bøge, beklagede i går til TV Midtvest, at han ikke politianmeldte sagsbehandlingen tidligere, men han fastslår at han gjorde økonomiudvalget opmærksom på problemerne med det samme han opdagede dem.

- Som det fremstår i øjeblikket, så er der nogle medarbejdere ved Skive Kommune, der føler, at de har den anklage til at hænge over hovedet. Det, synes jeg, bare ikke er i orden, derfor håber jeg Anders Bøge trækker sine udtalelser tilbage, siger borgmesteren.

Efter sagen kom frem er en direktør og en embedsmand i Skive Kommune blevet fyret. Anders Bøge ser derfor ingen grund til at politianmelde nogen i dag.

- Jeg har ikke truet med en politianmeldelse på noget tidspunkt. Vi har drøftet det i Økonomiudvalget. Dengang ville jeg nok have gjort mere alvor af det, hvis jeg havde vidst, det havde det omfang.

Ud af de 20 millioner kroner kan Skive Kommune ende med kun at have tabt 10,2 millioner. En del penge fra flere af projekterne ventes at komme retur til kommunen, fordi projekterne har været afholdt for færre penge end først antaget.