Skive Badeland har stadig problemer

Skive Badeland har stadig problemer

Bølgebassinet i KCL Badeland i Skive driller stadig og lukker derfor jævnligt.

Bølgebassinet i Skive Badeland har fortsat problemer. Når der er mange i vandet over længere tid, kan renseanlægget ikke følge med, og bassinet må lukkes. Det skriver Skive Folkeblad.

Det sker typisk sidst på en dag. Næste dag er det så klar til brug igen - indtil næste gang, mange i bassinet er årsag til, at rensningsanlægget igen ikke kan følge med.

Den 31. januar i år genåbnede badelandet i Skive efter 10 måneders ombygning for godt 30 millioner kroner. Siden er badelandet blevet ramt af flere uheld. Det mest besværlige var doseringen af klor i vandet i de tre små bassiner. Det krævede lukning af badelandet i godt tre uger. Siden opstod et par andre mindre, hurtigt reparerede fejl.

Klordoseringen fungerer også i bølgebassinet, men bassinets øvrige rensningskapacitet er ikke tilstrækkelig. Før moderniseringen kørte KCL Badeland på dispensation. Nu skal badelandet overholde krav om badevands renhed.

- Det ser ud som om, at rensningsanlægget er disponeret forkert. Sagen er sparket tilbage til Skive Kommunes rådgivere på byggeriet, oplyser Bent Mølgaard, direktør for Kulturcenter Limfjord.

Rapport om bassinet

Rådgiverne arbejder for ingeniørvirksomheden Grontmij, som er på vej med en rapport om bølgebassinet til Skive Kommune. Det vil sige, at samme eksperter, som dimensionerede rensningsanlægget, analyserer dets tilsyneladende mangel på kapacitet.

- Skive Kommune har godkendt antallet af brugere af bølgebassinet pr. time. Det var ikke et problem i det tidligere bølgebassin, siger Lars Yde, der er Skive Kommunes tovholder på moderniseringen af badelandet.

Måske bliver løsningen, at bølgebassinet bliver forsynet med et ekstra kulfilter.