Skive: Atomaffald vil true drikkevand

Nye rapporter fra Skive Kommune viser, at der er vigtige drikkevands-områder ved Thise og Skive Vest.

130912_atomaffald_0.jpg

Thise og et område vest for Skive burde aldrig været bragt i spil som mulige placeringer til et nyt depot for atom-affald fra forskningscenter Risø.

Det siger Skives borgmester Flemming Eskildsen (V) - og han bygger sin melding på to rapporter, som kommunens tekniske forvaltning nu vil sende til GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønlund.

Rapporterne viser ifølge Skive Kommune, at der er vigtige drikkevands-ressourcer under Thise og med stor sandsynlighed også under Skive Vest.

- En udsivning fra et atomaffaldsdepot ved Thise kan forurene Thise vandværk, som blandt andet leverer vand til det økologiske Thise Mejeri, siger Flemming Eskildsen.

Han glæder sig samtidig over, at flere politikere på Christiansborg har udtalt sig kritisk over for planerne om at fjerne atomaffaldet fra Risø.

- Med de nye meldinger fra Christiansborg ser det nu ud til, at vi kan få sagen genåbnet, og det er nødvendigt, for vi har nye oplysninger, som viser, at det er en fejl, at de to områder i Skive overhovedet er udpeget som sikre placeringer, siger borgmesteren.

Eksternt link - se to rapporter på Skive Kommunes hjemmeside