Skimmelsvamp tvinger kommune til at bygge ny skole

Præstelundskolen i Brande bliver ikke renoveret på grund af skimmelsvamp. I stedet vil Ikast-Brande Kommune opføre en helt ny skole.

Eleverne på Præstelundskolen i Brande kan med al sandsynlighed rykke ind i helt ny skole om tre-fire år.
Eleverne på Præstelundskolen i Brande kan med al sandsynlighed rykke ind i helt ny skole om tre-fire år.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Det står klart, at det vil koste Ikast-Brande Kommune små 200 millioner kroner at renovere Præstelundskolen i Brande, efter det januar i blev opdaget, at den er hærget af skimmelsvamp. Og det står faktisk noget værre til end først antaget. Flere af skolens bygninger er så hårdt ramt af skimmelsvamp, at elever i udskolingen er genhuset i opstillede pavilloner.

Skolen havde forventet, at udbedringerne ville koste i omegnen af 60 millioner kroner, og derfor har man nu truffet en stor beslutning. Skolen bliver ikke renoveret.

- Det betyder, at vi med al sandsynlighed skal bygge en helt ny skole – det er i hvert fald det scenarie vi arbejder med. Det betyder også, at den midlertidige løsning med pavilloner fortsætter. Det er ikke fordi, at vi ikke vil sætte processen med den nye skole i gang, men det tager tid at planlægge. Det betyder, at der ikke kan stå en ny skole klar før om tre-fire år, siger borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V).

Carsten Kissmeyer fortæller endvidere, at den nye skole vil koste mellem 200 og 300 millioner kroner.

Stort arbejde med midlertidige løsninger

Foruden udskolingen er også skolens gymnastiksal lukket ned på grund af skimmelsvamp. Derudover er der kraftig mistanke om, at også lærerværelset er ramt. I hvert har flere lærere udvist symptomer.

Viceskolelederen kan således se tilbage på seks turbulente måneder.

- Det har været meget op ad bakke. Vi har været nødt til at relokalisere vores udskoling på tre forskellige lokationer i byen, og det gør alting meget besværligt. Og det gør det også driftsmæssigt svært, siger viceskoleder på Præstelundskolen, Søren Brønniche og fortsætter:

 
 
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Det er klart, at nogle af de løsninger, vi har nu, har vi kun tænkt for måske et år. Vi er ved at tage hul på en proces med vores personale. Vi er nødt til at snakke med dem om de ting her. Hvad er det, vi har brug for yderligere, hvis det er aktuelt. Når man kigger på pavilonnerne nu her, så er det jo sommer og solen skinner, men når det blir vinter, og det sner, og det regner, kan det jo godt være nogle ting omkring udearealet, som vi godt kunne tænke os at se på, om vi kan gøre på en anden måde.

Selvom undervisningen for skolens 7.-9. klasse foregår i pavilloner, er skolens personale alligevel godt tilfredse med situationen. Pavillonerne er nemlig større end skolens klasseværelser - og uden skimmelsvamp. I marts viste det sig, at skolen også er angrebet af skimmelsvamp i flere af skolens flade tage. Her er skimmelsvampen dog indkapslet på grund af dampspærrer i konstruktionen. Det betyder, at skaden er mindre og mere håndterbar end udfordringerne i indskolingen. 

- Skal have hjælp på Christiansborg

En helt ny skole til en pris på op mod 300 millioner kroner vil udfordre Ikast-Brande Kommunes økonomi. Derfor skal borgmesteren på arbejde.

- Det betyder, at jeg formentlig skal en tur over og banke på døren hos Emil Amnitzbøll og spørge: kan vi lov til at bruge lidt ekstra penge? Kunne vi måske også få lov til at låne lidt af dem, så vil det ikke påvirke Ikast-Brandes økonomi og de andre aktivieter så voldsomt, siger Carsten Kissmeyer.

Skolen har i øjeblikket et tæt samarbejde med Embedslægefunktionen, der følger personale og elever, som har deres daglige gang på skolen.

2:44
Præstelundskolen blev renoveret for 12 år siden, men siden er skolen blev ramt af skimmelsvamp. Udbedring vil koste knap 200 mio. kroner