Skelhøje-landmand beskyldes for brug af antibiotika

Alt tyder på, at det er svineavler Christian Nors fra Skelhøje syd for Viborg, der har brugt ulovlige antibiotika. Politianmeldelse er på vej.

SvinMedicin_0.jpg

Det er en af landsdelens store svineproducenter, Christian Nors, som Fødevarestyrelsen beskylder for ulovlig brug af antibiotika i sin besætning. Det bekræfter en central kilde i landbruget overfor TV MIDTVEST. Christian Nors står i spidsen for Grønhøj Produktion i Skelhøje syd for Viborg.

Der er tale om stoffet tetracyklin, et gult antibiotisk pulver der anvendes i foder eller vand for at forebygge sygedomme hos svin.

Lørdag erfarer også Viborg Stifts Folkeblad, at den ulovlige antibiotika er fundet hos Christian Nors. Avisen skriver, at der er fundet ulovlige antibiotika på i alt syv svinebesætninger - en ved Mariager - resten koncentreret omkring Grønhøj. Landmanden har selv givet tetracyklin til sine svin uden at involvere en dyrlæge, som reglerne ellers kræver.

Det var en prøve på et slagteri, der afslørede et indhold af tetracyklin. Der er tale om en importeret version af stoffet fra Kina - og det er altså ikke godkendt til brug i Danmark.

30.000 svin fra Grønhøj Produktion er tilbageholdt, indtil de veterinære myndigheder har fået svar på prøver, som er indleveret til laboratorieundersøgelser.

Fødevarestyrelsen kom med meddlelsen om fundet af de 50 kilo ulovlige kinesiske antibiotika i tirsdags. TV MIDTVEST har de seneste dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra Christian Nors til anklagerne.