Skeletterne i skufferne

Døde viborgensere i massevis bliver lige nu studeret af verdens førende skeletforskere. 1. april startede et enestående forskningsprojekt i Odense.

9:27
Døde Viborgensere i massevis bliver lige nu nærstuderet af nogle af verdens førende skelet-forskere. 1. april startede et helt enestående forskningsprojekt i Odense der skal grave helt ukendte detaljer frem om livet - og døden - i middelalderens Viborg.

I en enorm lagerhal under retsmedicinsk institut i Odense ligger 16.000 skeletter systematisk opmagasineret i to etager. Hvert skelet sin skuffe. Og hver skuffe rummer sin personlige historie. 1000 af skeletterne er fra Viborg. Og netop Viborgs 1000 skeletter, alle fra middelalderen, skal nu undersøges i et stort og avanceret forskningsprojekt af nogle af verdens førende forskere på feltet.

Med ekstremt avanceret udstyr kan kemikere trække hidtil ukendte detaljer frem af sporstoffer, som de finder i skeletternes knoglemasse. Ud fra det kan forskerne blandt andet se om personen uden på skelettet boede hele sit liv i Viborg, eller om vedkommende flyttede til byen. I nogle tilfælde kan de endda se, hvor vedkommende kom fra. Indeholder et skelet rester af bly eller kviksølv kan det sige noget om personens erhverv – men også noget om helbredstistanden.

 - Kviksølv blev brugt meget i Middelalderen til at behandle sygdomme såsom spedalskhed og syfilis. Så det er en behandlingsform, vi kan spore. Så hvis man har haft en sygdom som indikerer det, så kan vi altså se, om folk har fået den behandling eller ej. Så vi kan sige, at det vi gør med de forskellige sporstoffer, det er at vi sammensætter en historie om det enkelte individ, siger lektor Kaare Lund Rasmussen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci ved Syddansk Universitet.

Han står i spidsen for de kemiske analyser af Viborg-skeletterne. I arbejdet bruges der blandt andet masse-spektrometre og avanceret laserteknik til at analysere knogleprøver fra hvert enkelt skelet gravet op i Viborg. Skeletterne er fundet gennem arkæologiske udgravninger i Viborgs bymidte gennem de seneste 40 år. Mens kemikerne analyserer knogleprøver, arbejder et hold af verdens førende antropologer med at sætte alder på skeletterne, og undersøge dem for personernes generelle helbredstilstande.

- Vi vil helt ind tæt på og lave sundhedsforskning om Viborgs middelalderbefolkning, som man ville gøre med en befolkning i dag. Og på den måde vil vi få et indblik i livet i Viborg, som man ikke har nogen andre steder i verden for en middelalderbefolkning, siger professor Jesper Lier Boldsen fra Retsantropologisk Afdeling ved Syddansk Universitet, der er leder af det omfattende forskningsprojekt under navnet ”The City Dwellers”.

Vil læse livet igennem de døde

Forskerne i Odense har valgt skeletterne fra Viborg, fordi de er helt unikke i samlingen. Fra historiske kilder ved man nemlig, at de fleste af Viborgs kirker blev revet ned, da reformationen kom til byen med reformatoren Hans Tausen i 1529. Så alle skeletterne i Viborg rummer en tidslomme af oplysninger fra omkring 1000-tallet og frem til 1529. De er altså alle fra middelaldermennesker, og det gør skeletterne enestående for forskerne.

- Det, vi gerne vil, er at læse livet ud fra de døde. Så det er ikke de døde som sådan der interesserer os. Det er det liv, der har udspillet i Viborg i Middelalderen, siger professor Jesper Lier Boldsen.

Der bliver forsket i Skeletterne fra Viborg de næste tre år, hvorefter og resultaterne vi blive offentliggjort i internationale tidskrifter og ved konferencer. Viborg Museum vil bruge resultaterne og de mest spændende skeletter i en ny udstilling. Men først når Museet genåbner i den tidligere landsretsbygning i 2021.