Skattefif trak Apple til Viborg

Der blev taget usædvanlige skridt for at sikre, at Apple ville lægge sit datacenter i Danmark.

applelogoweb.jpg

Både Skat og den danske stat tog usædvanlige skridt for at sikre, at Apple placerede et nyt datacenter i Viborg. Det kan Børsen afsløre.

Avisens aktindsigt fra en række ministerier viser, at Skat blev bedt om at konstruere en særlig løsning for Apple.

Skatteteknisk handlede det om Apples energiforbrug. Her ville afgifterne være høje, hvis det blev defineret som et almindeligt datacenter, der brugte energi på køling.

Hvis man derimod sendte det opvarmede vand videre til fjernvarmesystemet, ville skatteforholdene være helt anderledes. På denne måde kunne Apple slippe meget billigere.

Sten Kristensen fra revisionsselskabet BDO siger til Børsen, at han mener, at staten har strakt sig overraskende langt for at få trukket datacenteret til Viborg. Det vil koste 6,3 mia. kr at etablere.

Datacentret skal anvendes til telekommunikation og datalagringssystemer. Centret bliver et af verdens største. Det tager ti år at bygge og forventes at skabe 300 arbejdspladser.