Skarven truer laksebestanden i Skjern Å

Foto: arkivfoto

Skarven truer laksebestanden i Skjern Å

En opgørelse viser, at antallet af laks i Skjern Å er faldende. Lystfiskerne giver den fiskejagende skarv skylden.

Laksesæsonen er slut, og Skjern Å Sammenslutning har netop gjort status over årets laksefangst.

1227 laks bed på lystfiskernes kroge i Skjern Å i denne sæson. Det er en del færre end sidste år, hvor lystfiskerne fangede 1452 laks i åen.

- Det er rigtig irriterende, men der er ikke andre steder at pege hen, end at det er skarven, der spiser de små smolt, siger fiskemester Søren Larsen fra Danmarks Center for Vildlaks.

Lystfiskerne har de seneste år kæmpet for at øge antallet af laks i Skjern Å, men den fiskejagende skarv gør det svært for de lakseglade vestjyder.  

-Samtidig med at de spiser lakseynglen i vandløbene, så spiser skarven også smolt, når de er på vej ud i Atlanterhavet, siger Søren Larsen.

Selvom skarvforvaltningsplanen giver mulighed for at regulere bestanden, så er optismismen for laksebestandens fremgang i Skjern Å svær at spore hos fiskemester Søren Larsen.

- Vi gør, hvad vi kan gøre. Sætter fisk ud, men det hjælper ikke. Tværtimod så falder antallet, og der er noget, der tyder på, at det er den vej, det går, siger han.

I 2016 blev der sammenlagt fanget 1,7 tons laks i Skjern Å. Til sammenligning var det tal sidste år 2,3 tons.